Om ordningen

Dansebesøget er på 90 minutter, hvor I ser en kort forestilling (ca. 15 min.) og selv prøver at arbejde praktisk med dans i relation til forestillingen (ca. 70 min.). Alle kommer således til både at opleve dans som udtryksform og selv prøve en kunstnerisk tilgang til dans. Forud for besøget indgår som regel en workshop for lærere og pædagoger, der deltager i projektet – samt for deres kolleger.

Dans indgår i læreplanerne for både idræt og musik og har desuden sin egen faglighed. Med et større kendskab til dansens faglighed optimerer I jeres muligheder for at arbejde med kvalitet og udtryk i børnenes bevægelser, og oplever, hvordan I kan danse med udgangspunkt i emner og bevægelser, der er relevante for eleverne.